Handelsbetingelser

Gælder fra 20. oktober 2026

1. Hvem du handler med

Hubmatic A/S
Søndergade 35, 5450 Otterup
CVR 28318588
support@hubmatic.dk

2. Hvad du køber

Du køber en licens til at bruge et af vores programmer. Du køber ikke selve programmet, og du får ikke rettighederne til det — du får ret til at bruge det på de vilkår, der står her.

Én licens er én nøgle til én computer. Nøglen hører til den maskine, den aktiveres på. Skal programmet bruges på flere computere, skal der købes en licens til hver.

  • Standard og Premium er et engangsbeløb og gælder for altid.
  • Education er en studielicens, der gælder 30 dage ad gangen.
  • School er til skoler og uddannelsessteder. Den gælder for altid, og nøglen kan flyttes til en anden computer, så tit skolen har brug for det.

En Standard-, Premium- eller Education-nøgle kan ikke flyttes til en anden computer. Går maskinen i stykker eller skal udskiftes, kan du skrive til os — vi hjælper, hvor vi kan, men der er ikke et krav på en ny nøgle.

3. Opdateringer

Der følger opdateringer med i 12 måneder fra købsdatoen. Derefter holder programmet ikke op med at virke: du beholder den version, du har, og kan bruge den, så længe du vil. Vil du have de nye versioner, kan opdateringerne fornys.

Vi lover ikke bestemte funktioner i fremtidige versioner. Et køb er et køb af det, programmet kan i dag.

4. Priser

Alle priser er i danske kroner og inklusive moms, medmindre andet står tydeligt ved prisen. Prisen på købstidspunktet er den, der gælder. Vi kan ændre priserne på fremtidige køb uden varsel; en licens, du allerede har købt, bliver ikke dyrere.

Skulle en pris være åbenlyst forkert — en tastefejl, et beløb der ikke kan være rigtigt — er vi ikke bundet af den.

5. Betaling

Du kan betale med betalingskort. Betalingen håndteres af Stripe, og vi ser aldrig dine kortoplysninger.

Virksomheder, skoler og offentlige institutioner kan købe på faktura. Betalingsfristen er 8 dage, og fakturaen sendes på mail eller som EAN-faktura. Licensen og nøglen leveres med det samme — I skal ikke vente på, at bogholderiet kører. Betales fakturaen ikke til tiden, kan vi spærre licensen, efter vi har rykket skriftligt.

6. Levering

Licensnøglen leveres med det samme, digitalt. Den vises på skærmen, sendes på mail og kan altid findes igen under Licenser i MyHUBMATIC.

7. Fortrydelsesret

Køber du som privatperson, har du som udgangspunkt 14 dages fortrydelsesret. Fortrydelsesretten bortfalder dog, når leveringen af digitalt indhold er gået i gang med dit udtrykkelige samtykke, og du har anerkendt, at du dermed mister fortrydelsesretten.

Du giver dette samtykke ved at sætte fluebenet i købsboksen, inden du betaler. Vi noterer tidspunktet på din ordre. Da nøglen udstedes og vises med det samme, er leveringen dermed sket, og fortrydelsesretten bortfaldet.

Virksomheder, skoler og offentlige institutioner har ikke fortrydelsesret.

8. Vores egen returret

Selv om fortrydelsesretten er bortfaldet, tager vi et køb retur, hvis licensen ikke er taget i brug. Så får du pengene tilbage.

  • Nøglen må ikke være aktiveret i programmet. Er den brugt på en computer, er den leveret, og den kan ikke leveres tilbage.
  • Det skal ske senest 14 dage efter købet.
  • Har du købt flere licenser, gælder det dem, der ikke er i brug. Har du købt tredive og aktiveret tolv, tager vi de atten retur.

Skriv til support@hubmatic.dk med fakturanummeret. Beløbet går tilbage til det kort, der blev betalt med.

Er du virksomhed, skole eller offentlig institution, så skriv alligevel — vi ser på det. Vi er bare ikke bundet af de 14 dage over for erhvervskunder.

Er du i tvivl, inden du køber, så skriv til os — vi vil hellere svare på et spørgsmål end sælge en licens, der ikke passer til opgaven.

9. Sådan må programmet bruges

  • Licensen må ikke sælges, lejes ud, lånes ud eller deles med andre.
  • Nøglen er personlig for den licensindehaver, den er udstedt til.
  • Education er til elever og studerende og må kun bruges til undervisning og indlæring — ikke til kommercielt arbejde.
  • Programmet må ikke ændres, dekompileres eller forsøges omgået.

Bruges en nøgle i strid med det her, kan vi spærre den uden at betale tilbage.

10. Internet

Programmet skal have forbindelse til internettet, når licensen aktiveres, og derefter med jævne mellemrum, så nøglen kan tjekkes. Du behøver ikke være online for at arbejde.

11. Ansvar

Programmet er et værktøj. Det, der tegnes, simuleres og eksporteres, skal altid gennemgås af en fagperson, inden det bruges på et anlæg. Vi er ikke ansvarlige for fejl i et anlæg, for tabt arbejde eller for følgerne af, at noget er overført til en styring uden at være kontrolleret.

Vores ansvar kan aldrig overstige det, du har betalt for licensen. Vi er ikke ansvarlige for indirekte tab, driftstab eller tab af data.

12. Hvis noget går galt

Virker programmet ikke, som det skal, så skriv til support@hubmatic.dk. Vi svarer på dansk, og vi svarer selv.

Som forbruger har du reklamationsret efter købeloven. Kan vi ikke blive enige, kan du klage til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens Center for Klageløsning, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby — forbrug.dk.

13. Lovvalg

Dansk ret gælder. Uenigheder afgøres ved de danske domstole.

14. Ændringer

Vi kan ændre de her betingelser. Det, der gjaldt den dag, du købte, er det, der gælder for dit køb.

Spørgsmål til betingelserne? Skriv til support@hubmatic.dk.